Der kan siges meget godt om Tyske turneringer - men ikke nok!

Hjem fra Kiel - så lige en uge på arbejde og så til Tyskland igen. Dette var de "barske" betingelser for en stor del af den StarPetanque delegation der tog til Lübeck for at deltage i deres invitations turnering d. 28. juni 2015. StarPetanque Danmark var blevet tildelt 2 pladser ud af de 32 tripler der var inviteret.

 Konceptet var det samme som de to forgående år - tre runder "vinder / vinder" - "taber / taber" derefter de 8 bedste i A-rækken, de 8 næste i B, så 8 i C og slutteligt de sidste 8 i D-rækken. Triplen med Peter Nielsen, Johnni og Mathias kom i A, mens Anette, Lars og Peter Ellekær måtte en tur i C-rækken. Peter N, Johnni og Mathias tabte en tæt kamp 12 - 13 til Reinhard og hans hold. Mathias var endda ude at skyde gris i en runde for at holde dem inde i kampen, men på skærvebanen var det desværre "stolpe ud" for StarPetanque holdet da de afgørende kugler blev kastet.

Anette, Lars og Peter E havde spillet noget ustabilt i den indledende runde, men det fik de rettet op på i cup-kampene. De fik fundet deres ideal opstilling med Lars som indlægger, Anette i midten og Peter E som skytte. Efter at have vundet både 1/4-finalen og semifinalen stod de så i finalen, men inden de havde fået set sig om var de bagud 6 - 11. Der var ikke noget med at spille "forsigtigper" hvis chancen for sejren skulle bibeholdes. Da Anette med et "verdensklasse" skud banede vejen for en 6´-er, så holdet gik fra 6 - 11 til 12 - 11 knækkede modstanderne og StarPetanque holdet lukkede runden efter.

Det var en fantastisk dag. To-retters middagsmad inklusiv drikkevarer var med i spillegebyret, der var rigtig pæne præmier, man fik nogle gode kampe i en dejlig atmosfære, kort sagt - det er værd at køre efter.  

Kiel 2015

Hvad personen på billedet herunder artiklen har med turneringen i Kiel 2015 at gøre vender vi tilbage til. Lad os starte med at slå fast at det var en fantastisk weekend d. 20. + 21. juni 2015.

StarPetanque delegationen bestod af Lars, Johnni, Mathias, Anette, Peter E, John og Åse (Johns kone). Vi havde lejet to lækre ferielejligheder en god halv times kørsel fra Kiel hvor "dobbelt E" (Erik Erlandsen) "udfyldte" den 8. og sidste soveplads.

Lørdagen var afsat til double turneringen (og når vi skriver afsat - så mener vi afsat). 96 hold var mødt frem, og der var spillestart kl. 10.00. Da klokken var ca. 16.00 havde bla. Lars og Peter E blot spillet to kampe (de undgik indspilskampe) men vi hørte INGEN brok fra NOGEN hverken Danskere eller Tyskere. Der spilles heldigvis til 13. point og A/C/B/D systemet med efterfølgende cup.

Bedste placeret blev Lars og Peter E der tabte 1/8-dels finalen i A men trods alt blev blandt de 16 bedste (ud af de 96 hold). Johnni og Mathias tabte deres indspilskamp i A. Anette og John kom i B-rækken, vandt indspilskampen men tabte 1/8-dels finalen.

Vi nåede hjem til vores lejligheder akkurat i rette tid til at se U-21 fodboldlandsholdet få smæk af Tysklands ditto i fjernsynet.

Dobbelt E havde døjet med tandpine og måtte til vagt-tandlæge og sygdommen fortsatte med at ramme delegationen for Peter E blev syg natten mellem lørdag og søndag og var oppe at "ofre" / "snakke med Ulrik" / "køre lastbil" natten igennem og "showet" fortsatte søndag morgen hvor han flere gange havde "ud af kroppen" oplevelser og det er her at personen herunder kommer ind i billedet. Som Lars så morsomt udtrykte det "så må Peters Tyske yngling musiker være Freddy Breck" !!!

Syg eller ej - Peter E stillede til start i søndagens triple sammen med Anette og John, mens Lars, Johnni og Mathias dannede den anden StarPetanque triple. 56 tripler var der denne søndag og systemet var det samme velkendte dejlige som dagen før.

Anette, John og Peter E kom i C-rækken. De var uhyggelig tæt på at vinde den første kamp, men tabte knebent 12 - 13. Deres overmænd (og en dame) kom i A og nåede faktisk semifinalen der! Lars, Johnni og Mathias kom i A-rækken og begge hold formåede at spille sig i semifinalen i deres respektive række. Desværre røg Lars, Johnni og Mathias ind i et mega godt Tysk hold (Tarek og co. fra Hamburg) men alle var enige om at det var den moralske finale. StarPetanque holdet tabte og det samme gjorde det det andet StarPetanque hold (Anette, John og Peter E) i deres semifinale i C-rækken. Der var dog præmie til begge holdene.


Det var Johns debut i turnerings sammenhæng, og han debuterede med bravour. Manden har altså i skrivende stund blot spillet i 6 måneder men har udviklet sig kolossalt. Det var uden tvivl ham og hans indlægs fortjeneste at holdet kom så langt som de gjorde.

At planer er til for at kan ændres kan Åse (Johns kone) skrive under på. Hun havde taget et bykort over Kiel med og havde planer om at komme på byvandring. Hun kom ikke ud af Schrevenpark den weekend, for hun blev grebet af spillet og atmosfæren. Alt tyder på at hun selv begynder at spille petanque (herligt). Åse var vores "udsendte medarbejder". hun gik og holdt øje med hvordan det gik StarPetanque holdene og holdt os alle underrettet.


Freddy Breck

Hedebo Open 2015

"Fantastisk". Mere præcist kan det vel næppe beskrives det resultat (og spil) som Mathias Ellekær sammen med sine to Svenske makkere, Jonas Jacobsen og Freddie Tapper, præsterede til Hedebo Open 2015 i Triple. I et stort stærkt deltager felt med mange gode internationale (og nationale) hold og spillere strøg "SveDanes" triplen helt til tops. I kvartfinalen slog de Starmaster Paris hold 1 ud og i semifinalen "!gik det ud over" Dennis Nielsen, Emil Petersen og Morten Saxild fra den Danske landsholdstrup. Finalen stod mod det Svenske landsholdstrup hold, Joachim Andersson, Richard Nilsson og Jimmy Lööf og efter en spændende kamp kunne Jonas, Freddie og Mathias juble over at vinde Hedebo Open triplen 2015. Jublen var ikke mindre hos de StarPetanque spillere der både i Hedebo, men også via livestreaming, fulgte med. Et meget, meget stort resultat ikke kun for Mathias men også for klubben som helhed der med denne præstation levede op til klubnavnet - StarPetanque Danmark :-)

På følgende link kan man se streaming fra opvisningsbanerne (bla. "SveDanes" kampe mod Starmaster Paris, samt finalen): https://www.facebook.com/BouleHedebo/posts/778333345569728

Johnni Chortzen gjorde det også godt i triple turneringen. Han blev sammen med sine makkere fra junior tiden, Paw og Daniel Bentsen, nr. 3/4 i B-rækken.

I søndagens double turnering var det klubbens kvinder der gjorde det bedst. Både Doris Busk / Anette Ellekær og Hanne "Jóse" Christensen (der spillede sammen med Anni Saxild fra Korsør) kom i A-cuppen i kvindeturneringen, men begge konstellationer blev desværre slået ud i den første cup kamp.

Kvartfinale i triple ved DM 2014

De "gamle" kan endnu. Ved DM 2014 i triple beviste Lars A, Henrik Busk, og Peter E at de stadigvæk kan "spise kirsebær" med de store. En kvartfinaleplads og en placering som nr. 5 - 8 til et Dansk Mesterskab med deltagelse af hele landsholdstruppen (dvs. 4 hold) er mere end godkendt. Tager man tilmed in mente at de mødte 3 af de 4 truphold på deres vej, sættes præstationen endnu mere i perspektiv. Det første truphold mødte de i puljen. StarPetanque drengene havde vundet deres første kamp, og det havde Daniel Presutti, Morten Junge, og Mathias Ellekær (trupspillere) også. Da man spille "vinder mod vinder" i kamp to til DM mødtes de, og de unge trupspillere vandt. Dermed skulle kampen om 2. pladsen i puljen og dermed videre deltagelse ved DM afgøres i den sidste puljekamp - som Lars, Henrik og Peter vandt.

I 1/8-dels finalen stod de overfor endnu et truphold, nemlig Dennis Jahn, Lars Slot, og Jan "Banjo" Kristensen. 0 - 9 stod der på tavlen, og det endda uden at StarPetanque drengene havde spillet dårligt. Lars, Henrik og Peter kæmpede ufortrødent videre og gav trupholdet et "teknisk æg" idet de vandt 13 - 9. I kvartfinalen løb de så ind i det tredje truphold (af fire mulige), nemlig Morten Per Laursen, Jonas Kristensen, og Kasper Bak, og her måtte de "strække gevær". Efterfølgende blev Morten Per, Jonas og Kasper alle tre udtaget til det Danske landshold der skal spille VM på Tahiti sidst på året, så det var åbenbart ikke noget "ringe hold" der blev StarPetanque drengenes banemænd :-)

Flot double resultat i Kiel

StarPetanque Danmark debuterede i turneringen i Kiel med et rigtig flot resultat af Anette Ellekær og Henrik Busk i doublen lørdag d. 21. juni 2014. Blandt de 82 deltagende hold formåede de at blive en flot nr. 2 i B-rækken - og endda kun slået med mindst mulig margen 12 - 13 i finalen.

Turneringsformen var ACBD - og ren lodtrækning (ikke noget med seedninger her). Det betyder at selv de såkaldte "gode hold" skal være klar fra kamp et af, hvis de vil gøre sig håb om at vinde A-turneringen. Der trækkes lod om modstandere helt frem til kvartfinalerne i alle fire rækker, hvorefter man så kan se "hvem der skal møde hvem" frem til finalen.

Anette og Henrik - dybt koncentrerede

”De røde” førte sig frem

Fire StarPetanque Danmark spillere havde sat sig for at bruge søndag d. 30. marts 2014 til at deltage i BMI´s indendørs double turnering i drivhuset i Odder. Anette Ellekær og Henrik Busk dannede ”par”, ligesom Johnni Chortzen og Peter Ellekær havde sat sig for at spille sammen. 20 doubler deltog, og spillesystemet var nyt i forhold til tidligere. Først tre runder ”vinder / vinder” – ”taber / taber” herefter gik de 10 bedste hold i A-rækken og de 10 næste i B-rækken. Anette og Henrik lagde ud med en 13 – 0 sejr (så var de ligesom ”i gang”), og da de to næste kampe ligeledes gav sejre var de sikkert i A. Johnni og Peter vandt deres første kamp over et par talenttrup-knægte fra Hedebo med 13 – 8. Her stillede de op med Johnni som skytte og Peter som putter, og sådan startede de også deres anden kamp mod Mor og Far Busk – uden den store succes. Bagud 0 – 6 efter to runder byttede de, og det gav straks ”pote”. En 6ér runde via tre gode indlæg og tre stays-skud bragte dem ind i kampen igen og de endte med at vinde kampen, og da de også vandt deres tredje og sidste kamp i den indledende runde (13 – 4) var de også i A. Første kamp i A vandt Anette og Henrik, mens Johnni og Peter tabte stort til de senere vindere Henrik Vedel og ”Jens Clausen” (Jean Claude). I den anden kamp gik det lige modsat. Her rendte Anette og Henrik ind i Vedel og Jean Claude og tabte, hvorimod Johnni og Peter vandt en tæt og spændende kamp med 13 – 11 over Flemming Smidt og Torben Vous. Så status inden den sidste kamp var 4 op og 1 ned til begge hold. I sidste kamp var det så Anette og Henriks tur til at møde Flemming Smidt og Torben Vous. Endnu engang ”lykkedes” det Anette og Henrik at komme bagud (denne gang 0 – 7), men stille og roligt ”åd” de sig ind i kampen. Ved stillingen 11 – 11 viste Anette at hun kunne andet end at putte stabilt denne dag. Hendes første kugle trak samtlige 6 af modstandernes kugler – dog fik Flemming lagt den sidste ind som etter. Henriks tre skud ”skubbede” lidt rundt med den, men den lå stadigvæk etter. Så gik Anette i aktion Med sin anden kugle skød hun Flemmings kugle væk så den kun lå toer, hvorefter hun (som det naturligste i verden) lagde sin sidste kugle ind til en 13 – 11 sejr. Alt imens dette skete spillede Johnni og Peter mod Anette og Allan fra BMI. Det blev en kamp der bølgede noget frem og tilbage, men Johnni og Peter hev sejren hjem og endte dermed med 5 vundne og 1 tabt kamp akkurat som Anette og Henrik. Da ”boet skulle gøres op” var Anette og Henriks score på +26 mens Johnni måtte nøjes med +18, og dermed blev Anette og Henrik nr. 2 i A-rækken med Johnni og Peter lige i hælene som nr. 3. Eneste hold med 6 sejre var de suveræne og på dagen meget velspillende Henrik Vedel fra Horsens og Jean Claude fra Brabrand. Set i lyset af den velbesatte turnering med deltagelse af flere Elitedivisions spillere, 1. divisions spillere, Talenttrup spillere m.m. krydret med de meget udfordrende baner (som denne gang ikke var vandet, hvilket gjorde dem endnu mere udfordrende) så er det et mere end godkendt resultat som StarPetanque Danmark holdene præsterede.

Fra venstre: Johnni, Peter (nr. 3) og Anette, Henrik (nr.2)

Den gik ikke.

Den gik ikke for Lars, Johnni og Mathias. Indrømmet, de havde nok heller ikke den nemmeste vej, men vil man vinde skal man kunne slå alle. De lagde ellers godt ud med en 13 - 1 sejr over.......... Thomas, Henrik og Peter. Så rendte de ind i Christian Nielsen, Morten Junge og Per Olsen og vandt med 13 - 8, og "gud hjælpe mig" om de så ikke fik endnu et hold med A-trup spillere på (hele to styk endda denne gang), Remi, Mathias Beyer og Jonas Kristensen men igen hev de en 13 - 8 sejr hjem. I kamp 4 gik den så ikke længere. De tabte til de senere vindere, Ole Kristensen, Kasper Bak og Emil Petersen. Gassen var gået helt af ballonen til kamp 5 som også blev tabt, men alligevel fik de præmie som nr. 8 med 3 sejre og 2 nederlag (men med en god score).

Som nævnt øverst så fik 2/3-StarPetanque Danmark triplen med Henrik Busk og Peter Ellekær, der spillede sammen med Thomas Bodo, store tæsk af det andet StarPetanque Danmark hold i kamp 1. I kamp to rejste de sig og vandt med 13 - 8. I kamp tre, mod et hold fra den arrangerende klub Bøgeskov, fik de en mareridts start. Kom bagud hele 2 - 11, inden de med møje og besvær (og ind i mellem godt spil) hev en 13 - 12 sejr i hus. Vel vidende at de sidste to kampe skulle vindes hvis man ville i præmierækken, gik man ind til kamp 4 men fik nok en gang ørene i maskinen med et 1 - 13 nederlag (for anden gang denne dag). I dagens sidste kamp var det endnu et lokal hold fra Bøgeskov de mødte, og endnu en gang kom Thomas, Henrik og Peter chokerende dårligt ud af starthullerne. Bagud 0 - 8 og 1 - 9 fik de vendt bøtten og sejrede med 13 - 9. Status for dem blev så også 3 sejre og 2 nederlag - men desværre med en stor minus score (to gange 1 - 13 nederlag svier i den sammenhæng). Et stort plus og godt for deres moral var at de ALDRIG gav op heller ikke selvom de kom langt bagud i to af kampene og spillet bestemt ikke fungerede.

Henrik Busk og Johnni Chortzen vinder BMI´s doubleturnering

To StarPetanque Danmark doubler stillede op til BMI´s indendørs double turnering d. 2. marts 2014. Lars Andersen og Peter Ellekær, samt Henrik Busk og Johnni Chortzen. Igen fristes man til at sige, var der præmieplads til StarPetanque Danmark. Det var Henrik og Johnni der "valgte" at vinde alle 5 kampe, og dermed vandt de turneringen som eneste ubesejrede hold i de fem runder "vinder / vinder - taber / taber". I sidste kamp gik det tilmed udover Lars og Peter der måtte indkassere et 8 - 13 nederlag. At Lars og Peter ikke gav sig ”uden kamp” afspejlede sig i at den indbyrdes kamp var den sidst færdig spillede – ca. 45 minutter efter at alle de andre kampe i runden var afsluttet.

4. plads til Lars A og Peter E i BMI´s indendørs doubleturnering

Udenfor var der kulde og blæst, men heldigvis var der vindstille i BMI´s drivhus der lagde baner til doubleturneringen d. 25. januar 2014. 23 doubler stillede "til start", heraf halvanden StarPetanque Danmark double, nemlig  Anette Ellekær (der spillede sammen med Thomas Bodo, fra Nykøbing Falster) samt Lars Andersen / Peter Ellekær. Systemet var 5 runder "vinder - vinder / taber - taber". Efter 4 af de 5 runder havde begge hold 3 sejre og 1 nederlag. I sidste runde vandt Lars A og Peter E også, hvilket betød at de endte på en præmiegivende 4. plads med 4. sejre og 1 nederlag. Anette E og Thomas B kæmpede bravt længe (deres kamp var igen den sidst færdigspillet), men de måtte til slut give fortabt og endte dermed med 3 sejre og 2 nederlag. Udover lidt "kolde kontanter" var der også en flaske vin til Lars og Peter (se billedet). Der var deltagelse af både elitedivisionsspillere, samt flere Danske Mestre fra 2013 så resultaterne for Nykøbings to doubler må siges at være godkendt.

Hvirring Petanque Klubs 20 års jubilæums turnering 2013

Der er "tusinde gode grunde" til at Johnni og Mathias smiler bredt på billedet. De har nemlig lige vundet Hvirring Petanque Klubs 20 års jubilæums turnering (og kr. 1.000.- hver).

På vejen mod sejren nåede de også lige at få Lars og Peter "kørt over" (endda med hele 13 - 0) i kvartfinalen.

Semifinalen vandt de med 13 - 6 over Gitte Junge og Per Olsen, og de vandt finalen over Dennis Steffensen og Jonas Kristensen med 13 - 9.

Godt gået drenge :-)

Bøgeskov Open 2013

Bøgeskov Open 2013

Bøgeskov Open, der blev afviklet i Bededagsferien 26. – 28. april 2013, blev en stor succes for StarPetanque Danmark. Der var StarPetanque Danmark spillere på podiet alle tre dage, og en af spillerne var der endda i alle disciplinerne (single, triple, og double).

Single:

Der stillede flere StarPetanque Danmark spillere op til det uofficielle Jyske mesterskab i single. Den forsvarende mester fra 2012, Mathias Ellekær, spillede sig endnu engang i finalen, men denne gang måtte han se sig slået af Morten Junge fra Hedebo. Man må lade Mathias at han er en stabil singlespiller. Han har nu været blandt de fire bedste spillere fem år i træk (bronze, bronze, guld, guld, og nu sølv) til dette den eneste rangliste singleturnering udover DM. Det blev StarPetanque Danmark sejr i B-rækken, hvor Johnni Chortzen spillede sig til tops. En udmærket start på Bøgeskov Open 2013 (men det skulle blive endnu bedre).

Triple:

Afbud fra Launy Larsen havde medført at Johnni Chortzen og Mathias Ellekær havde ”hyret” Henrik Busk så deres ”super triple” fra 2010 kunne spille sammen igen. Holdet spillede sig i semifinalen efter en medrivende kvartfinale, hvor de var bagud hele 0 – 8, men kæmpede sig tilbage i kampen (bla. via en 6´er runde) og vandt kampen 13 – 8. Semifinalen blev endestationen for dem, men en plads blandt de fire bedste tripler er en godkendt præstation. Nu hvor ”Junior” (Henrik Busk) havde ”svigtet dem”, måtte Lars Andersen og Peter Ellekær se sig om efter en tredje mand. Valget faldt på Allan Busk (Henriks lillebror) fra BMI, som meget passende blev døbt ”Baby Busk”. Holdet tabte den første puljekamp, men herefter blev det til to sejre og dermed var de videre i A. Stik imod hvad de fleste vel havde regnet med stod de tre pludselig i semifinalen efter stabilt spil. Her ventede vinderholdet fra Nykøbing Open (Per Olsen, Christian Nielsen, og Morten Per Laursen) og de var også en for stor mundfuld for ”Havetrim”, ”Pelle”, og ”Baby Busk” (og de endte også med at vinde turneringen). Men en 3/4-plads og rangliste point – hvem havde regnet med det?

Double:

Suverænt. Så kort og præcist må man sige at den præstation som Daniel Presutti (Hedebo) og Mathias Ellekær lagde for dagen i double til Bøgeskov Open 2013. De gav, siger og skriver, kun 10 point væk i alt i de 7 kampe de spillede inden de kunne lade sig hylde som velfortjente vindere af turneringen. Mathias var ”tilbage” i sin gamle rolle som indlægger, og med en meget, meget velskydende Daniel var der ”lagt i kakkelovnen” til de hold de mødte. Som Daniel skød til Bøgeskov Open doublen er han pt. Danmarks bedste skytte – uden diskussion. At man godt kan komme langt på ”taktisk snilde” beviste de to gamle seje jyder, Lars Andersen og Peter Ellekær. Vel vidende at de var mange af andre hold underlegne mht. træfprocent på skuddene, spillede de med de midler de havde. At det skulle blive en god dag for dem så man allerede i puljen, hvor de blev puljevindere bla. med en sejr over de regerende Danske Mestre i double, Morten Junge og Morten Per Laursen fra Hedebo. Kvartfinalen mod Jonas Madsen (Horsens) og Kasper Bak (Bøgeskov) blev en sejtrækker, men endte med en arbejdssejr på 13 – 10 til ”de gamle”. Lars og Peter skulle i semifinalen op mod Per Olsen (Vestfyn) og Christian Nielsen (Hedebo). Selvom Lars og Peter kom foran bla. 7 – 4, så blev de stille og roligt hentet, og det var helt fortjent at det blev Per og Christian der spillede sig i finalen. Trods nederlaget var der stor tilfredshed at spore hos Lars og Peter. To semifinaler på to dage, det havde ingen af dem drømt om.

3. plads i B-rækken i Triple i Travemünde 2012

Jo, de ser noget trætte og brugte ud de tre "halvgamle" Star Petanque Danmark spillere på billedet nederst - og med god grund. I triple-turneringen i Travemünde 2012 om søndagen var de først ude af turneringen kl. 00.40, efter at have tabt semifinalen i B-rækken med 10 - 13 til et hold fra England. At komme i den næstbedste række (B) ud af de fire "muligheder" i en Tysk licensturnering med 368 deltagne tripler fra 7 nationer (heraf flere landshold) er imponerende. Kampen i 16-delsfinalen mod Daniela Thelen / Fabian Biesheuvel (finalister i double i A-rækken 2009) og deres makker, hvor Lars, Henrik, og Peter spiller "gudepetanque" og vinder 13 - 6 vil gå over i historien (ihvertfald for de tre). At Daniela og Fabian godt kan spille petanque kan I se ved at klikke på nedenstående link, fra deres finale i A-rækken 2009.

http://www.youtube.com/watch?v=0qcZJEN5t70

Tre trætte, men stolte "drenge" efter en kanon dag med rigtigt godt petanque hvor de fik vist at de "godt kan spise kirsebær med de store".

Hedebo Open 2012

At vinde C-rækken i triple i åben række til Hedebo Open med 105 deltagende hold er "ikke så ringe endda". Det betyder at man kun har tabt een kamp hele dagen (den første) og vundet alle de efterfølgende. Efter mange lange, tætte, og spændende kampe i kort sagt "møgvejr" kunne Lars, Henrik, og Peter strække armene i vejret som vindere efter at have slået talenttrup holdet bestående af Dennis Nielsen, Rune Risgaard, og Benjamin Chortzen i finalen.

I doublen kom Lars og Peter i B-rækken, og formåede at spille sig helt frem til semifinalen hvor de tabte knebent 11 - 13 til de senere vindere fra Belgien.

I fredagens kvartet havde Henrik og Peter dannet hold med Hanne Christensen og Launy Larsen. Det var en "udmærket ide", for holdet vandt alle 3 holdkampe, og alle 12 "enkelt kampe" og blev suveræne vindere.

Endnu et flot resultat i Tyskland til Star Petanque Danmark

Star Petanque Danmarks medlemmer fortsætter med at "føre sig frem" i de tyske turneringer. I Holstentorturnier 2010 i Travemünde i weekenden d. 14. + 15. august var det Jonas Kristensen, Dennis Steffensen og Jacob Erlandsen der "stak næsen længst frem". I søndagens triple spillede de sig helt frem til finalen i A-rækken blandt de 256 deltagende hold fra Frankrig, Holland, England, Polen, Tyrkiet, Schweiz, Sverige, Spanien, Israel, Tyskland og Danmark.
I doublen kom Dennis og Jacob i semifinalen i B-rækken, mens Mette Ellekær tog præmie sammen med sin makker, Sofie Donkild, da de spillede sig i A-rækken og blev bedste "rene" kvinde double. 1. stk. Hugo Boss taske (med indhold) til hver af pigerne - sådan. Resten af de deltagne Star Petanque Danmark spillere gjorde det også pænt i de respektive rækker de kom i begge dage, dog uden at komme i præmierækkerne.

Så er drengene igang med at "dele udbyttet" efter deres flotte præstation

Star Petanque Danmark sejr i Hornbæk double 2010

Star Petanque Danmark var såmænd også repræsenteret da Hornbæk Petanque Klub lørdag d. 7. august 2010 afholdt doublestævne. Mette og Peter Ellekær stillede op sammen under Star Petanque Danmark, og de blev nr. 2 i B-rækken. Jacob Erlandsen og Mathias Ellekær stillede også op som Star Petanque Danmark hold, og det gjorde de med bravour. De vandt nemlig A-rækken efter en finalesejr på 13 - 6 over et Svensk par. Der deltog 48 hold, heraf 3 gode Svenske doubler, og der var bla. også deltagelse af mange spillere fra den Danske elitedivision.

"Skål knægt" siger Jacob til Mathias efter sejren. Det ser ikke ud til at champagne er Mathias favorit drik.

Grosser Preis Berlin 2010

Star Petanque Danmark satte et gevaldigt aftryk på 2010 udgaven af Grosser Preis Berlin turneringen i triple, der blev afviklet d. 18. juli. Dennis, Jonas og Peter blev nr. 3/4 af de 86 deltagende hold fra mange lande. Endnu bedre gik det for Henrik, Johnni og Mathias der strøg helt til tops og blev de første Danske vindere af turneringen.

De første danske vindere af Grosser Preis Berlin