”Lige ved og næsten” (næsten)

Så gik den ikke længere for klubbens veteranhold i årets DVC turnering. I Vest-finalen, som var kampen om at blive Jylland / Fyns repræsentant til Final Four slutspillet i Høng d. 15. oktober 2016, tabte holdet torsdag aften 1 – 5 til Brabrand-3. På papiret var Brabrand holdet storfavoritter inden kampen, idet deres hold tæller flere Danske mestre og landsholdsspillere, men sidst de to hold mødtes vandt StarPetanque højst overraskende 4 – 2, men denne gang trak Brabrand det længste strå. Det hører dog også med til historien at Brabrand mødte op i en forstærket udgave denne gang i forhold til sidst.

Det så ellers ”nogenlunde” ud i starten af opgøret for vores hold. Godt nok blev den ene double tabt med hele 0 – 13, men til gengæld vandt triplen 13 – 11. Kunne den anden double vindes, og man kunne gå ind til ”2. halvleg” foran 2 – 1 kunne alt ske. Desværre blev doublen tabt 10 – 13, og så skulle der et større mirakel til hvis holdet skulle vinde holdkampen. For endte holdkampen uafgjort 3 – 3 var det scoren der skulle afgøre det og her var de ”pænt” bagud.

Singlen vandt Brabrand 13 – 2, og så kunne vores hold ikke nå dem (dertil var scoren alt for dårlig). Alligevel blev der fightet videre i de to resterende tripler. Det var meget tæt på at triplen med Bendt Busk, John Pedersen og Peter Ellekær havde vundet og dermed gået ubesejrede igennem årets DVC turnering, men de tabte med mindst mulig margen 12 – 13 (efter at have haft lukkechance).

Skuffelsen var dog til at bære for StarPetanque mandskabet. De har spillet en forrygende turnering og kan prale af at de er det næstbedste veteranhold i Jylland / Fyn. De har faktisk kun sat to point til i hele turneringen – det var så desværre for dem i aftenens finale. Brabrand holdet er i det regnskab næstbedst – de har sat tre point til i alt (tabt til StarPetanque og spillet en uafgjort). De valgte så bare at vinde den ”rigtige” kamp over StarPetanque.

Tak til de spillere der har repræsenteret holdet i turneringen for en flot, flot indsats og et mere end godkendt resultat. Også mange tak til de tilskuere der har mødt op og støttet holdet – I har også jeres andel i at det er gået så godt som det er.

Det er NU det gælder

Er 13 et lykke eller et ulykkestal for klubbens DVC hold? Det vides ikke endnu. Men et er sikkert, torsdag d. 13. oktober 2016 skal klubbens DVC hold spille vest-finale mod Brabrand på hjemmebane på Enggården. Vinderen af den kamp skal spille "final Four" slutspil i Høng allerede d. 15. oktober 2016.

Hvordan er holdets chancer så? Ingen tvivl om at Brabrand ikke "undervurderer" os denne gang. Det kan tænkes at de blev taget lidt med "bukserne nede" sidste gang vi mødte dem og at vi vandt over dem, men denne gang stiller de op med alle "kanonerne".

Har vi så i det hele taget en chance? Ja da, bestemt. Først og fremmest så er "kuglerne runde" og alt kan ske. For det andet så kan vi spille frigjorte og uden pres. Vinder vi vil det være fantastisk, men taber vi vil vores præstation i årets DVC-turnering stadigvæk være utrolig flot og mere end godkendt.

Kan DU gøre noget for at hjælpe holdet? Det kan du uden tvivl. Er du ikke en af dem der "skal i kamp" så kan du, ved at møde op og heppe på holdet og støtte det, måske være lige den ekstra ting der betyder at kampene falder ud til vores fordel. Så sæt X i kalenderen ved torsdag d. 13. oktober 2016. Et gæt på spillestart vil være kl. 18.00 (er ikke aftalt ved redaktionens afslutning). Ses vi? Jeg håber det.

Kan DVC eventyret fortsætte?

Kun to dage efter DK-slutspillet med medaljer, champagne osv. skulle klubbens veteranhold spille semifinale hjemme mod Horsens. Doris Busk, Hans Jørgen og Peter E skulle dermed i ilden i en vigtig kamp knap 48 timer efter at de havde sagt farvel til hinanden.

Hvordan gik det så? Første "halvleg" blev en tæt affære. Tommy og Bent S vandt deres double forholdsvis sikkert, mens Doris og Hans Jørgen tabte deres double 12 - 13. Triplen bestående af Bent Busk, John P og Peter E førte 9 - 6, men så nappede Horsens triplen en "femmer". Hvad gør man så? Jo så "slår man da tilbage" og tager de fire point man selv mangler i omgangen efter. 13 - 11 sejr, og foran 2 - 1 i holdkampen.

Skulle kampen ende uafgjort 3 - 3 så var det scoren der blev afgørende. Vi havde "lidt" at tære på qua Tommy og Bent S´s sejr i doublen samt at den kamp vi tabte var med mindst mulig margen, men, men, men - vi skulle altså vinde minimum en kamp mere samt ikke tabe for stort i de andre to.

Bent S fik æren af at spille singlen. Den gule og den sorte magnet fulgtes "pænt" ad ned af tavlen mod det famøse 13-tal. Pludselig kunne vi ud af øjenkrogen se at der blev sagt tak for kampen i singlen. Men hvem havde vundet (begge magneter stod på 11)? Så røg Bents knyttede næve i luften, og så vidste vi af vi var sikre på minimum uafgjort.

Vi lod det ikke blive ved det. Begge triplerne vandt, så dermed endte holdkampen 5 - 1 til StarPetanque over Horsens. Dermed skal vi nu spille finale mod enten Brabrand eller Vestfyn om at komme til "Final Four" slutspillet i Høng. Kan DVC eventyret fortsætte? Det vil tiden vise.

 

INGEN er større end klubben

To sæsoner (lig med 28 holdkampe) UDEN nederlag - det er imponerende. Det er ikke destro mindre det som klubbens førstehold har præsteret. Sidste år gik de igennem regionalpuljen samt opryknings - og finalespille med lutter sejre. I år i DK-serien har de spillet tre kampe uafgjort og vundet resten.

Det har bestemt ikke være nogen "walk over" - tværtimod. Men at kollektivet sejrede kom i den grad til syne til opryknings - og finalespillet i Høng. Spillede man ikke godt bad man selv om at blive skiftet ud, ingen nykker og uden kny - INGEN er nemlig større end klubben!!!

Til lørdagens puljeinddeling trak vi Hedebo-4, Rødovre, samt Storebælt. For at rykke op i 2. division skulle blive etter eller toer i puljen når vi havde spillet "alle mod alle".

Vi lagde ud mod Hedebo-4. Der var mange tætte kampe, men vi formåede at køre en 5 - 3 holdsejr hjem. Det gik helt, helt galt i triplerunden mod Rødovre. Alle tre tripler blev tabt, og bagud 0 - 3 skulle der ske "et eller andet". Holdleder Chortzen og hans "team" (Allan og Daugaard) rystede posen til double / single runden. Det virkede - singlen og tre af doublerne blev vundet og uafgjort 4 - 4 var mere end en halv sejr for os. Inden den sidste runde havde vi og rødovre 3 point hver, mens Hedebo-4 havde 2 point og Storebælt 0 point. Vi vidste at uafgjort mod Storebælt ville være nok til at sikre os oprykning uanset resultatet af kampen mellem Hedebo-4 og Rødovre, men der skulle en sejr til (og gerne stor) hvis vi ville være sikker på at blive nr. 1. i puljen. Coach Chortzen og co. satte tre nye konstellationer op til triplerunden mod Storebælt. Det gav en føring på 2 - 1, og da de fem kampe i single/double runden også gik til os kom holdkamp sejren til at lyde på 7 - 1 til os. Dermed var oprykning og 1. pladsen i puljen en realitet.

Om søndagen skulle vi spille medaljekampe. Som vinder af vores pulje skulle vi op imod nr. 2 fra den anden pulje, Stokkemarke. "Isen lever" lød det gang på gang fra StarPetanque spillerne når en kamp var færdigspillet. Holdlederen (Johnni) havde nemlig været så letsindig at love is til holdet hvis vi vandt en holdkamp 8 - 0. Det gik ud over Stokkemarke (isen smagte iøvrigt fantastisk).

I finalen stod vi overfor Brabrand. Det var tredje gang i turneringen at vi mødte hinanden. Den første kamp endte uafgjort, mens vi vandt den anden men nu var der jo lige pludselig pokal, guldmedaljer og tittel på spil. Vi gjorde det sgu igen. 6 - 2 stod der på "lystavlen" da holdkampen var færdigspillet.

Der var en herlig euforisk stemning på holdet op til, under, og efter præmieoverrækkelsen. Målet (oprykningen) var nået - og endda med mere til. Hvis man skal nævne tre årsager til at det er gået så fantastisk så må det være følgende: Sammenholdet, ingen "primadonnaer", og at "INGEN er større end klubben"

 

DVC holdet vinder topopgør og bliver puljevinder

Nr. 1 og nr. 2 i Dansk Petanque Forbunds veteran turnering (DVC) pulje A mødtes mandag d. 22. september 2016 om aftenen i sidste spillerunde på Enggården i Bjerringbro til et vaskeægte topopgør. StarPetanque holdet lå inden aftenens kamp på duksepladsen et point foran nr. 2, Brabrand. Da vores hold var ramt af sygdom og andet afbud i "11-time", og da Brabrand stillede op med indtil flere regerende Danske mestre på holdet, kunne det godt tyde på en svær opgave for klubbens hold. Men de "gamle" drenge og piger både på og udenfor banerne "rykkede sammen i bussen" og formåede at vinde holdkampen 4 - 2 og dermed vinde puljen tre point foran netop Brabrand. I en af triplerne var StarPetanque bagud 6 - 12, men formåede at lave et forrygende comeback og vinde kampen 13 - 12. 

DK-serie holdet klar til oprykningsspillet

6 – 2, 6 – 2, 6 – 2. Ja det lyder unægtelig som cifrene fra en tenniskamp, men i dette tilfælde er det kampresultaterne fra StarPetanque Danmarks DK-seriehold, der i den sidste ”indledende” runde vandt med denne score over hhv. Bøgeskov, Brabrand og Herrup. Dermed går holdet ubesejret igennem de tre runder med 8 sejre og 2 uafgjorte kampe og ender på førstepladsen i DK-serie-1 som samtidigt giver adgang til oprykningsspillet til 2. division den 2. weekend i september i Høng. Der var debut til Hans Jørgen Pedersen, der er flyttet til klubben fra Petanque Nordjylland, og han er bestemt en gevinst for holdet. I de 6 kampe han spillede sammen med sine makkere, vandt han de 5. Sammenhold og fight var grundelementerne i DK-serie holdets flotte resultat.

Klubbens hold i regionalspillet var tæt på at spille sig til oprykningspillet også, men et sølle point til Petanque Nordjyllands fordel gør, at det er dem der "napper" 2. pladsen og tager med Vennernes Petanque Klub for at kæmpe om oprykning. Hele to hold i rækken trak sig i dagene op til sidste spilledag - dette var medvirkende til at StarPetanque holdet ikke fik point nok til at blive nr. to, idet disse holds opnåede resultater bliver nul-stillet (og her havde vores hold skrabet nogle point sammen). Ærgerligt, men trods alt en godkendt præstation af holdet turneringen igennem. hvor mange af klubbens spillere som aldrig før har prøvet at spillet landsturnering har været "i ilden".

"Man skal ikke rulle mere ud end der er brug for"

 

Nogen (især mænd) har det med at påstå at "man skal ikke rulle mere ud end der er brug for". Det kan godt tænkes at det var det "ordsprog" der stod i hovederne på klubbens DVC hold da de onsdag d. 20. juli 2016 spillede udekamp mod Brabrand-1. En sejr til StarPetanque holdet ville være ensbetydende med en tilbageerobring af 1. pladsen i pulje A som Brabrand-3 har "haft til låns" qua de havde spillet en kamp mere. Yderligere ville en sejr betyde at holdet ville være sikre på minimum en 2. plads i puljen uanset udfaldet af den sidste kamp mod netop Brabrand-3, og dermed ville en semifinaleplads være i hus.

 

Doris, Lars A, og Peter E bragte StarPetanque foran ved at vinde triple-1 med 13 - 7. Glæden varede kun kort, så havde Brabrand udlignet ved at vinde double-1 over Bent S. og Peter N. (13 - 10). I double-2 kæmpede John P. og Hans Jørgen i en meget tæt kamp, som de heldigvis formåede at "køre hjem" 13 - 10. Dermed stod det 2 - 1 i holdkampen til StarPetanque.

 

Der var genvalg til Doris, Lars A, og Peter E, som i "anden halvleg" spillede triple-2. Denne gang var der ingen tvivl om resultatet. Fem runder senere havde de vundet 13 - 0. Så skulle "bare" en af de sidste to kampe vindes - så var sejren hjemme. Peter N. sørgede for "ro på bagsmækken" ved at vinde singlen med 13 - 7. Derefter betød det knap så meget at John P., Hans Jørgen og Bent S. tabte triple-3 (2 - 13).

 

Ros til holdet for at få sejren "i hus" og tak til vores få men trofaste (og indimellem entusiastiske) supportere.

 

Hvis "godt begyndt er halvt fuldendt", så....

Klik på billedet for at gøre det større

Hvis det gamle mundheld "godt begyndt er halvt fuldendt" står til troende, så ser det ikke så ringe ud for klubbens hold i DK-serie 1 i DPFs sommerlandsturnering. Inden runde 2 i Herrup lå holdet á point med Brabrand på 1. pladsen.

Netop hjemmeholdet Herrup var dagens første modstandere. Om det var fordi at de havde fordel af hjemmebane skal være usagt, men i hvert fald så vandt de to af de tre tripler og bragte sig dermed foran 2 - 1. Lars A, Henrik og Peter E sørgede for den enlige StarPetanque sejr, mens Johnni, Allan og Mathias E havde en meget tæt kamp."Danmarks mindste triple" (Camilla, Doris og Hanne) kæmpede, men måtte bøje sig for overmagten.

Hanne bragte balance i tingene med en knusende 13 - 0 sejr i singlen, men straks derefter tabte Lars A og Peter E double 1. Skidt blev til værre da også Anette og Henrik tabte nderes double. Nu kunne vi højst opnå uafgjort. Johnni og Allan vandt deres kamp, så nu afhang det af Doris og Mathias. En spændende, tæt og neglebidende kamp ender med en sejr til Doris og Mathias. Uafgjort 4 - 4 mellem Herrup og Starpetanque og 1 point til hver hold (og det kunne vi ikke være utilfredse med). Brabrand vinder 5 - 3 over Bøgeskov, og dermed bringer de sig alene i spidsen et point foran os.

Dagens anden holdkamp var mod Vestfyn. Denne gang var det StarPetanque der bragte sig foran 2 - 1 efter triple runden efter sejre til hhv. Johnni, Allan, Mathias (Triple 1), og Lars A, Henrik, Peter E (triple 2). Kvindetriplen bestående af Anette, Camilla og Hanne førte pænt det meste af kampen, men en udskiftning fra Vestfyns side gjorde at de "kom tilbage" og vandt triple 3 med 13 - 11. StarPetanque holdet bragte sig foran 4 - 1 da både Johnni og Mathias double, samt Lars A og Peter E´s ditto vandt. Vestfyn bragte lidt spænding tilbage i matchen da de vandt singlen, men der gik ikke længe før end at Anette og Doris bragte StarPetanque foran 5 - 2, og da brødrene Busk (Allan og Henrik) ikke ville stå tilbage for Mor Busk vandt de også og dermed blev holdsejren på 6 - 2. Men hov, hvad skete der lige i den runde? Nordjylland vandt overraskende 5 - 3 over Brabrand, så nu var det så os der kunne indtage duksepladsen og da Bøgeskov samtidigt spillede uafgjort mod Herrup, ja så tog vi også lige et point mere væk fra dem (jo jo - alting tæller).

Det var sådan set godt nok alt sammen, men i den tredje og sidste holdkamp var det lige netop Nordjylland som vi skulle op imod og kunne de også tage point mod os? Det startede ikke mindre end fantastisk. Lars A, Henrik og Peter E spillede noget af det bedste de længe har gjort sammen og deres sejr på 13 - 0 kan der vel næppe siges noget til. Da de to andre tripler fulgte flot op med sejre også, var vi foran 3 - 0 inden double / single runden. "Kun" to af de sidste fem kampe skulle vindes, så var de to point hjemme. Der blev spillet flot petanque og nogle tætte kampe men de fire af de fem kampe gav sejr til StarPetanque og dermed en hold sejr på 7 - 1 og (ikke mindst) to point mere på kontoen. Brabrand vandt 5 - 3 over Herrup og Bøgeskov og Vestfyn spillede uafgjort 4 - 4.

Så inden tredje og sidste runde i DK-serie 1 så fører StarPetanque med et point foran Brabrand og med fire point ned til nr. 3, Herrup. De to bedste hold går videre til oprykningsslutspillet. Men lad det være understreget, at INTET - absolut INTET er afgjort endnu. Vi skal møde både Brabrand og Herrup i den sidste runde, og vores sidste modstander er Bøgeskov så det er ikke nogen selvfølge at vi får point på kontoen. Men, vi kan heldigvis selv afgøre det og kan vi stille i absolut stærkeste opstilling så er chancen der.

Ideen med Allan som hjælpeholdleder for Johnni var et genialt tiltag. Ikke nok med at de tog nogle (skulle det efterfølgende vise sig) kloge valg mht. sammensætningerne af vores konstellationer, men johnni var også meget mere frigjort i sit eget spil nu hvor han havde en til at hjælpe sig med at sætte holdet.

Holdet i Regionalspillet havde en oversidder i den første kamp, og skulle derefter møde hhv. Vennerne og Aastrup (de to førerhold i puljen). Det blev til nederlag i begge kampene for StarPetanque holdet og begge gange 2 - 4 i holdkampen. Alligevel ligger holdet på tredjepladsen inden sidste runde (selvom de har spillet en kamp færre end tre af de andre hold), men gabet op til førstepladsen, der giver adgang til oprykningsspillet, er dog for stort til at det kan nås.

 

 

 

Fra Midtjyllands Avis

Klubbens DK-hold sikrede klubben hattrick

Klubbens hold i DK-serien sluttede den "hektiske" uge 21 af med midtugekampen ude mod Bøgeskov. Afbud fra Lars A var ikke lige "med i planerne", men heldigvis fik man overtalt Mathias Ellekær til at være substitut.

Foran 2 - 1 efter triplerne "tryllede" holdlederne med doublesammensætningerne, og da to af disse samt Hanne i singlen vandt deres kampe var en 5 - 3 holdsejr og to dejlige point en realitet.

Så med sejre til Veteranholdet i DVC, SLT regionalholdet og DK-serieholdet (også i SLT) var hattricket en realitet. De to sidste endda i lokalopgør mod Bøgeskov. Som en vittig sjæl sagde (med smil på læben): StarPetanque - Bøgeskov 11 - 3 (totalen af de to lokalopgør).

 

"Det var da også flot"

"Det var da også flot". Dette nye ordsprog i klubben kunne sagtens bruges for klubbens hold-2 i regionalspillet der på hjemmebane tog imod Bøgeskov-3 i den såkaldte "midtugekamp". 6 - 0 vandt StarPetanque holdet med, efter en flot, flot holdindsats. Der var debut i SLT regi til Aase Pedersen som vandt begge de kampe hun spillede.

Veteranerne fortsætter de gode takter

Klubbens veteranhold i DVC fortsatte mandag d. 23. maj 2015 de gode takter. På hjemmebane blev det til en 5 - 1 sejr over Horsens. Tre kampe, 6 point, og en score på 16 - 2 lyder "høsten" på indtil nu.

Travl uge 21 for klubben

Uge 21 bliver en travl uge for klubbens spillere. Mandag starter med at klubbens DVC hold tager imod Horsens på hjemmebane på Enggården. Tirsdag er (som sædvanlig) træningsaften, og onsdag skal holdet i Regionalspillet møde Bøgeskov også på Enggården. Torsdag er rollerne "byttet om". Her er det Bøgeskov der tager imod StarPetanque i DK-serien.

DK-serien pulje 1.

Man skal være et "skarn" hvis man er utilfreds med 5 point ud af 6 mulige. Klubbens hold i Danmarks Serien pulje 1 fik to sejre og en uafgjort med hjem fra første runde. Alt tyder på at det bliver nøjagtigt ligeså tæt og spændende om hvem der ender i toppen som spået. Næste opgave for holdet er "midtuge kampen" ude mod Bøgeskov.

DVC pulje A. To kampe og maksimum point

Starten for klubbens DVC hold i årets turnering kunne næsten ikke være mere perfekt. De lagde ud mod sidste år vindere af vest-rækken, Le Petit. Hjemme på vores nye udendørs baner på Enggården blev det til en 6 - 0 holdsejr - til StarPetanque.

Kamp to var ude mod Hvirring og her gik det næsten ligeså godt. 5 - 1 lød holdsejren på da kampene var færdigspillede.

I den samlede stilling ligger StarPetanque holdet nr. 2 med maksimumpoint 4 for to kampe, men med en lidt dårligere score end nr. 1 (men 11 - 1 i score er nu også helt "pænt").

"Ikke verdens nemmeste pulje"

Klik på billedet for at gøre det større

Så er spændingen udløst mht. hvilke hold vi kommer i pulje med i AL-SLT 2016 i DK-serien. Intet tyder på at det er "verdens nemmeste pulje" vi er havnet i.

Man skal ikke lade sig narre af at det f.eks. er Brabrands og Bøgeskovs 2. hold, for begge disse klubber har fået tilgang af nye spillere fra andre klubber så alt andet lige så er de (og nok også andre af vores modstander klubber i DK-1) forstærket ift. sidste sæson. Men hva´- vi har jo også fået noget tilgang :-)

Ligegyldigt hvad, så bliver det spændende at prøve kræfter med DK-serien.

 

Regional pulje 1

Klik på billedet for at gøre det større

Klubbens hold i Regionalspillet pulje 1 er kommet sammen med nogle af de samme klubber som DK-serie holdet er. Dette medfører bla. at begge klubbens hold skal til Nordjylland og spille første runde (så kan vi heppe på hinanden).

DVC pulje A. Veteranerne starter hjemme

Klik på billedet for at gøre det MINDRE

Først i "ilden" kommer klubbens "voksne" spillere (læs veteraner), der onsdag d. 20. april 2016 tager imod Le Petits DVC hold på vores nye udendørs baner på Enggården. Tre hjemmekampe og to udekampe har vi fået tildelt i denne sæsons DVC.