Fantastisk slutspurt gav sølvmedaljer

"Nummer to er den første taber" er der nogle "kloge" sportsfolk der har udtalt engang. Sådan følte klubbens hold i 2. division-1 det bestemt ikke da 4. og sidste runde var spillet - tværtimod. Efter at have lagt i den "tunge ende" i de to første runder (og endda med nedrykningsspøgelset hængende over sig), lå de på 5. pladsen efter 3. runde inden den afsluttende runde, som bestod af 5 holdkampe (3 om lørdagen og 2 om søndagen).

I dagene op til kampene måtte Allan Busk melde afbud pga. sygdom. Heldigvis trådte Johnni Chortzen til (selvom han egentlig havde bedt om en petanque fri weekend). Der var debut i den røde trøje til Mette Ellekær, og med sejr i 9 ud af 10 kampe må man sige at hun fik en forrygende debut.Mathias Ellekær trådte til i spilleudvalget i weekenden (i stedet for Allan Busk), og sammen med Hans Jørgen Pedersen og Peter Ellekær havde han ansvaret for holdsammensætningerne. Triplerne, som sæsonen igennem har været holdets "akilleshæl", kom pludselig til at fungere. Anette Ellekær / Henrik Busk / Peter Ellekær som triple 1, Doris Busk / Hans Jørgen Pedersen / Mathias Ellekær som triple 2, og med Johnni Chortzen / Hanne Christensen / Mette Ellekær som triple 3 blev 12 af de ialt 15 tripler vundet. Doublerne så det meste af tiden ud således: Double 1. Henrik Busk / Peter Ellekær, double 2 Anette Ellekær / Mathias Ellekær, double 3 Doris Busk / Hans Jørgen Pedersen, double 4 Johnni Chortzen / Mette Ellekær. Hanne Christensen tog sig af singlen, medens Lars Andersen var 10. mand og klar til at blive skiftet ind hvis det blev nødvendigt. Vi benyttede os "flittigt" af udskiftningsmuligheden, og i 80% af gangene vandt vi de kampe.

Lørdagens første kamp var mod Føvling, som lå á point med os men med en dårligere score. Uafgjort 4 - 4 endte kampen. Kamp to var mod Hvirring, som vi meget gerne skulle slå da de lå under os. 7 - 1 vandt vi holdkampen, og med de samme cifre (7 - 1) slog vi FIF i lørdagens tredje og sidste kamp. De øvrige resultater magede det således at vi nu var fri af nedrygningsfaren, og tværtimod kunne tillade os at drømme om medaljer. Men der ventede to hårde kampe søndag.

Oprykningen (den ene plads der var at spille om) havde søndagens første modstander, Hornbæk, allerede sat sig på om lørdagen og de kunne ikke hentes. Men besejres kunne de dog. 6 - 2 vandt StarPetanque med (og triple 1 "tillod" sig endda af give Hornbæk spillerne et "æg"). Søndagens anden (og sidste modstander) var Læborg. Vandt vi ville vi være sikre på sølvmedaljer, hvorimod uafgjort måske ikke var nok idet Føvling "åndede" os i nakken - et point efter os. Men, vi kunne selv afgøre det. Og det gjorde vi så. Endnu engang vandt vi 6 - 2 og Sølvmedaljerne var en realitet.

Kunne vi nøjes med at kikke på den sidste halvdel af turneringen (altså anden gang vi mødte de andre hold) så ville vi have blevet nr. 1. Med StarPetanque nævnt først ser kamp resultaterne for de 7 kampe således ud: 6 - 2, 6 - 2, 4 - 4, 7 - 1, 7 - 1. 6 - 2, 6 - 2. Vi har fået 13 ud af 14 mulige point i disse kampe - imponerende.

At vi er kommet "sent i gang" i årets SLT skyldtes mange faktorer. Sygdom er en af dem, og en fødsel til 1. runde gjorde også at vi måtte stille op med andre spillere end først udtaget. 

Der bliver (heldigvis) kamp om pladserne næste år. Patrick Pedersen og Mette Ellekær er to spillere som vi først fik glæde af i hhv. 3. og 4. runde, men som næste år er til rådighed fra turneringens start. Kan folk "holde sig" fra sygdom og fødsler (i hvertfald ifm. spillerunder) ja så  ser det meget lovende ud, og vi ved allerede nu at vi får tilgang af rutinerede kræfter. Så hvis alt går vel så tror jeg at vi er at finde i top-3 næste år, og forhåbentlig kan holdet spille sig til 1. pladsen og dermed oprykning til 1. division.

 

 

 

 

Den oplevelse kunne vi godt have været foruden

Finalespillet i DGI-midtjyllans holdturnering, som foregik i Lind, blev en "oplevelse" for klubbens spillere - men desværre en af dem man gerne ville være foruden. Lige fra starten lå det "i luften" at de ikke var velkomne (skulle sådan nogle opkomplinge komme her og "blande sig") og endda spille efter reglerne !!!!!!!!

Holdet endte som nr. 4 i A-rækken. En flot præstation når man tager i betragtning at 3 af de 4 spillere var helt "grønne" i kamp sammenhæng da turneringen startede. 

Det er MEGET beklageligt at klubbens spillere skulle opleve petanque fra dens grimme side. Det er desværre ikke første gang klubben oplever at DGI-Midtjylland helst vil være os foruden. Bevares, der har mange gode kampe og hyggelige timer med klubber fra nærområdet, men jo længere vi er kommet væk - jo mere "ubehageligt" har det været.

Positivt set, så er de fire spillere klar til at spille sommerlandsturnering under Dansk Petanque Forbund næste år. Her vil de opleve at modstanderne kender og følger reglerne, og de vil samtidigt lægge flere "lag" på deres spil.

Hvorvidt klubben skal vedblive at være medlem af DGI må være op til generalforsamlingen. 

DGI holdet klar til slutspillet

Klubbens DGI hold kvalificerede sig torsdag d. 7. septem 2017 til slutspillet i DGI-Midtjylland. Holdet spillede uafgjort 2 - 2 mod Gjern-3, og da Stadion vandt med 3 - 1 over Gjern-2 (i Gjern) bliver Stadion vinder af puljen med StarPetanque på 2. pladsen. Tillykke til Anette Nedergaard, Lis Pedersen, Jørgen Pedersen og Bent Sindberg der, sammen med Lars Roed i turneringens første halvdel, står bag det flotte resultat.

Det bliver spændende at følge jer til slutspillet.

Det bliver ikke os i år...

Det bliver ikke StarPetanques DVC hold der i år skal spille finale om at blive Vest-puljens deltager til final four. Så meget har stået klart længe, men der bliver alligevel kæmpet en vis "legemesdel" ud af bukserne når de spiller.

Holdet har på det seneste haft to udekampe. Først mod Le Petit. hvor det blev til uafgjort 3 - 3 i holdkampen. At vi tager veteran begrebet alvorligt er billedet et klart bevis på. Triplen som Poul, Peter, og Lars spillede udgør hele 224 år tilsammen !!!

Den seneste kamp var ude mod Horsens. Her var der debut til Finn Aalestrup i den røde StarPetanque trøje. Han fik æren af at spille triple sammen med "Skipper" Bendt Busk og Peter Ellekær i begge runder. Da Finn efter de to første runder havde fået smidt debut nerverne, spillede han som en meget mere rutineret spiller end det lille års tid hvor han har spillet. Holdet fungerede perfekt med Bendt som indlægger, Finn som midtermand, og Peter som skytte. 13 - 12 og 13 - 11 vandt de deres kampe med, og da Hans "Youghurt" Pedersen vandt singlen spillede holdet (for tredje gang i øvrigt) uafgjort 3 - 3 i årets DVC turnering.

Nu har holdet blot en enkelt kamp tilbage. Det er en hjemmekamp mod Hvirring.

Det kan nås endnu

Der var maksimal pres på klubbens DGI hold inden hjemmekampen d. 31. august 2017 mod Gjern. Alt andet end en sejr på 4 - 0 ville betyde at 1. pladsen blev uopnåelig. I de to klubbers første opgør i Gjern vandt hjemmeholdet 4 - 0, men håbet var at Gjern var ligeså meget "på skideren" på vores skærvebaner som vores hold var det på deres ultrahurtige trillebaner.

Der kom også kommentarer fra udeholdets spillere under kampen så som "det er jo rent lotteri at spille på disse baner". Der blev lagt ud med en triple og ensingle. Anette Nedergaard kørte en sikker 13 - 7 sejr hjem. Triplen, bestående afLis Pedersen, Jørgen Pedersen, og Bent Sindberg kæmpede lidt mere for det, men en omgang der gav 5 point efterfulgt af en 3´er bragte dem tilbage i kampen som de endte med at vinde 13 - 8.

Så stod det 2 - 0 til StarPetanque inden de to doubler. Lis og Jørgen Pedersen spillede sammen. Det var, på alle måder, "lynpetanque" de lagde for dagen. 13 - 0 vandt de, og dermed manglede der "kun" at Anette Nedergaard og Bent Sindberg vandt deres double. Det så sort ud en overgang - MEGET sort endda. Anette og Bent var bagud 8 - 12, men en genistreg (hvor Bent lagde den første kugle) var medvirkende til at de vendte de truende nederlag til en 13 - 12 sejr.

0 - 4 "pletten" fra det første møde blev dermed vasket af. Nu mangler holdet kun en kamp. Det er en hjemmekamp igen, og påny mod et Gjern hold. 

Det lunede lidt

Klubbens 2. divisions hold i Dansk Petanque Forbunds Sommerlandsturnering kom hjem med 4 point ud af 6 mulige i 3. runde som blev afviklet på Frederiksberg med FIF som arrangør. 

StarPetanque holdet lagde ud mod hjemmeholdet FIF. 0 - 3 stod det efter triplerne. De mega glatte og hurtige baner var helt klart i hjemmeholdets favør. Vi rejste os lidt i double / single runden hvor tre af doublerne blev vundet, men et nederlag i holdkampen på 3 - 5 var en realitet.

I kamp to mødte StarPetanque Jonstrup. Jonstrup er et af de hold som vi gerne skal holde under os i bestræbelserne på at forblive i 2. divion, så man kunne med rette sige at dette var en såkaldt "4 points kamp". 6 - 2 kom sejren (til os) til at lyde på. Klubbens spilleudvalg tog nogle "chancer" mht. til opstillingen og dette "krydret" med flot spil betød to point mere på kontoen.

I dagens sidste kamp stod StarPetanque overfor Brabrand. Brabrand havde tabt deres to første kampe 2 - 6, og dette så vi ingen grund til at lave om !! I hvert fald så slog vi dem også med 6 - 2, og dermed kom vores anden sejr ud af tre mulige i hus.

Nu mangler vi kun 4. spillerunde i Hedebo d. 16. + 17. september 2017. Der spilles begge dage idet der resterer 5 holdkampe, så intet er givet endnu. Vi mangler at møde Føvling, Hvirring, FIF, Hornbæk, og Læborg i nævnte rækkefølge (de tre første om lørdagen og de to sidste om søndagen). 

Situationen er den at nummer sidst rykker direkte ned i Danmarks serien, mens nummer næstsidst i vores 2. division skal møde nummer næstsidst i den anden 2. division i en "bedst ud af tre triple" kamp, hvor vinden bliver i 2. division og taberen rykker ned. Så "kravet" til os er "blot" at blive minimum tredje sidst !!! MEN alt kan ske - hold kan slå hinanden på kryds og tværs, så vi skal selv afgøre vores skæbne. 

To point - og en plads ned i stillingen

To point var hvad der kom ud af anstrengelserne da klubbens hold i 2. division i SLT spillede deres tre kampe d. 10. juni 2017 i Brabrand. Nederlag på 3 - 5 til Brabrand (efter at have ført 2 - 1 efter triplerne), og uafgjort mod både Læborg og Hvirring blev det til. Man kan ikke klandre spilleudvalget for ikke at prøve at "gøre noget", men hver gang en ny konstellation fungered så faldt en (eller flere) af de andre fra. At det gælder om at komme først over målstregen og ikke at føre gennem løbet fik vi desværre at mærke på egen krop idet flere føringer på f.eks. 11 - 3 og 10 - 2 endte med nederlag.

Men, men, men. Nu ingen grund til panik. ALLE gjorde deres bedste og der blev bakket op om hinanden. Der resterer altså 8 kampe endnu, så vi er ikke engang halvvejs igennem turneringen, så målsætningen om at blive "hængende" i 2. division lever endnu.

I tredje runde skal holdet et "smut" til Frederiksberg hvor FIF er vært. Banerne er (endnu engang) trillebaner - og FIFs baner skulle eftersigende være mega hurtige (Kviksand ????). Men ikke noget med dårlige undskyldninger - vi bør (og kan) spille på alle underlag.

 

SLT 2. runde (nu uden fødsel)

Lørdag d. 10. juni 2017 skal klubbens 2. divisionshold i ilden igen når 2, runde afvikles i Brabrand. Efter at Louise og Johnni siden sidst er blevet forældre til en dejlig velskabt dreng (som i øvrigt er meldt ind i klubben) er både Johnni og Anette Ellekær til rådighed denne gang. Holdet skal møde Brabrand, Læborg og Hvirring i nævnte rækkefølge.

SLT 2. division-1

"Intet er større end klubben" - og dog. En fødsel i weekenden til første spillerunde gjorde at holdet fik to afbud umiddelbart op til runden. Så på den baggrund må de 2 point der kom i hus betegnes som tilfredsstillende. Holdet startede med at tabe 3 - 5 til Hornbæk, og 2 - 6 til hjemmeholdet fra Føvling. I den tredje kamp mod Jonstrup vandt StarPetanque med 5 - 3. Holdet ligger på 5 pladsen i rækken. Næste runde er d. 10. juni 2017 i Brabrand.

P.S. Det var en vellykket fødsel, som i øvrigt medførte et nyt medlem til klubben. Vi siger velkommen til Milas Ellekær Chortzen :-)

DVC

Det startede egentligt rigtigt godt for klubbens DVC hold i 2017. Den første kamp blev vundet med 6 - 0 over Skanderborg, men allerede i kamp to kom holdet "ned på jorden" igen. 0 - 6 tabte de med til Brabrand. Holdet rejste sig dog lidt igen da de spillede uafgjort 3 - 3 ude mod Hvirring.

DGI 4-mandshold

Klubbens hold i DGI-midtjyllands 4-mands turnering er kommet forrygende fra start. Holdet der består af Anette Nedergaard, Lis Pedersen, Bent Sindberg, Jørgen Pedersen og Lars Roed har vundet de tre første kampe med 3 - 1. I DGI regnskabet giver det en pointscore på 9 - 3.