31-10-2016

Hvorfor er vi med i HVKT 2016 / 2017

Hvordan kan det være at klubben deltager i HVKT 2016 / 2017 vinter holdturneringen?

Ja det skyldtes faktisk en bemærkning fra vores formand om at "her ville det være dejligt at spille om vinteren" da han besøgte Stalden i Hvidovre sidste vinter. Han blev taget på ordet af arrangørerne, så derfor er StarPetanque Danmark at finde blandt de 36 hold (á 5 personer) der deltager i denne vinters største og eneste landsdækkende vinter holdturnering.

At spille alle fire runder i minimum 19 graders varme til en pris på kr. 200.- pr. hold, sammenlignet mod at risikere minusgrader til nogle af runderne og til en faktor 5 på deltagelsesgebyret (kr. 1.000.-) er nok medvirkende til at så mange klubber og hold deltager i HVKT (36 hold fra 24 klubber) mod DPFs vinter turnering (16 hold fra 8 klubber - knap 11% af DPFs medlemsklubber deltager her).

Så er der jo den lange tur til Hvidovre, vil nogen garanteret sige. Det kan ikke fornægtes, men mange Danskere rejser jo også tusindvis af kilometer ned til varmen om vinteren - vi skal så kun til Sjælland. Og når man er i godt selskab i bilen og ombord på færgen, så føles den rejsetid slet ikke lang.